Savner en

som kan se mig i øjnene og sige du er god nok.
Hvorfor vil jeg ikke i skole?
Hvorfor vil jeg ikke forsvare mig selv?
Hvorfor kan de ikke respektere mig som jeg er?
HVORFOR kan ingen glæde sig på mine vegne (udover min familie)
Det hele er jo et spørgsmålstegn?
Jeg lever et meget kompliceret liv!
Anette har de samme problemer og er til at snakke med om det! for hun kender til det!

Jeg må ikke?
jeg må ikke græde
jeg må ikke tage op til en jeg næsten aldrig ser
det er så irreterende!

gud være med mig hvis jeg lever så længe!